Thomas Nolsøe, partner hos Orbit Red siden oktober, er pr. 1. maj 2020 udnævnt til ny CEO.

Orbit Red har gennemført en ledelsesrokade, og udnævnt Thomas Nolsøe til ny CEO.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at den tidligere CEO, Thomas Thorstholm, får titel af Chief Strategy Officer, mens Simon Wooller fortsat er Creative Director.

Og bureauet har med sine data-baserede modeller et godt fundament for fremtiden, mener den nye CEO:

– Orbit Red har siden starten i 2015 forfinet en fokuseret og velfungerende proces for, hvordan man baseret på fakta og data udvikler meget stærke kreative løsninger med dokumenteret effekt. Ovenikøbet på en egenudviklet skalerbar platform, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

– Det er et virkelig godt udgangspunkt i et marked, hvor de ansvarlige for marketingsbudgetterne tænker sig om en ekstra gang, før de vælger samarbejdspartner, siger Thomas Nolsøe.

Tager gerne dialog om performance-aftaler

Parterne mener også, tiden er inde til at ”udfordre den klassiske bureaumodel”:

– De strukturelle behov har ændret sig markant, og de fleste traditionelle bureauer og netværk bidrager ikke længere med reel værdi eller forståelse, siger Thomas Nolsøe i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Eksempelvis tror jeg, at mange bureauchefer i de internationale netværk oplever netværket som et noget ensidigt foretagende, hvor de bare sender stadig større beløb til hovedkontoret, uden at få ret meget den anden vej. Og jeg tror mange kunder oplever, at der ikke er ret stor forskel på netværk og lokale bureauer på meget mere end dørskiltet.

Og han er meget sikker på Orbit Red-tilgangen:

– Jeg er så sikker på modellen, at jeg fx gerne tager dialoger med kunder om performance-aftaler.

Vendt på hovedet

Den tidligere CEO, nu Chief Strategy Officer, Thomas Thorstholm, tilføjer, at man har ”vendt den gammeldags netværkstilgang på hovedet”:

– Orbit Red har allerede stærke, konkrete værktøjer og processer, for eksempel platformen FOX, og kan uden problemer arbejde på tværs af kategorier og kunder, men med respekt for, og faktabaserede indsigter i, hvad der giver størst effekt på de lokale markeder, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

– Jeg glæder mig til at kunne fokusere endnu mere strategisk på værktøjer og produkter, for vores ambitiøse tilgang til data, tech og kreativitet kræver konstant videreudvikling.